Spanien
Fra Spanien byder vinlisten på både rød- og hvidvine fra de anerkendte vinområder Priorat, Ribera del Duero, Toro og Rías Baixas.
Priorat
Priorat er omgivet af bjerge, og når man kører ind i området, får man næsten følelsen af at bevæge sig ind i en stor gryde. Den rå natur og de stejle vinmarker gør et stærkt indtryk, og her er vinproduktion i høj grad stadig et håndværk, hvor arbejdet med vinstokkene hos en del vinhuse er nødt til at blive udført manuelt.
Fra Priorat har vi udvalgt vine fra to vinhuse.
Hos Bodega Celler Cecilio finder vi en af vores absolutte favoritter: Cecilio Negre. Vinen imponerer med sin fyldige og koncentrerede smag, som fremstår særligt ren og præcis, fordi den udelukkende er lagret på ståltank. Vinhuset producerer også en “storebror”, L’Espill der besidder de samme kvaliteter, men med et diskret præg af lagring på egetræsfade. Derudover tilbyder Celler Cecilio en teksturrig og smagfuld hvidvin med en relativt høje alkoholprocent, som Priorats vine ofte kan bære med elegance.

Vi opdagede vinhuset Crivellé & Valls gennem deres fremragende olivenolie, som med sin bløde og smagfulde karakter naturligt fandt vej til vores sortiment. Herfra importerer vi også både rød- og hvidvine med masser af personlighed, der tydeligt afspejler Priorats særlige terroir og den karakteristiske mineralitet, som området er kendt for.
Ribera del Duero
Ribera del Duero er i dag et af Spaniens mest anerkendte vinområder og regnes sammen med Rioja blandt landets førende producenter af kvalitetsvin. Området er især kendt for sine kraftfulde og elegante rødvine baseret på Tempranillo-druen.
Bodegas y Viñedos Tamaral er et af de vinhuse, vi importerer en betydelig del vin fra. Selvom vinhuset først blev grundlagt i 1997, har det allerede opnået stor anerkendelse og modtaget adskillige priser for sine vine.
Det er dog ikke medaljerne, der har sikret Tamaral en plads i vores sortiment, men kvaliteten af vinen i glasset. Alle vinene fremstilles på 100 % Tempranillo og er kendetegnet ved et fyldigt og karakterfuldt udtryk.
Vi importerer Tamaral Crianza både på almindelig flaske og i de store formater Magnum (1,5 L), Jeroboam (3 L), Methusalem (6 L) og Balthazar (12 L). Tamaral Reserva fås desuden i Magnum-format.

Derudover importerer vi Tamarals topvin, Finca La Mira, som kun produceres i årgange, hvor druernes kvalitet lever op til vinhusets høje krav. Vinen er resultatet af et målrettet arbejde med at udnytte de særlige jordbundsforhold og unikke markplaceringer, som kendetegner Tamarals vinmarker.
Tamaral har i de senere år udvidet sine aktiviteter til Rías Baixas, hvor de producerer hvidvinen La Carmina på 100 % Albariño. Albariño er en af Spaniens mest anerkendte hvidvinsdruer og er kendt for sin aromatiske karakter, friske syre og elegante noter af citrus, stenfrugt og tropiske frugter. La Carmina er en livlig og velafbalanceret hvidvin med masser af friskhed og frugtighed, uden at den fremstår sød.
Fra Bodega Pérez Veros Importerer vi forskellige imponerende rødvine med stor dybde og karakter. Vinene har en intens kardinalrød farve og kombinerer kraft og fadlagring med en bemærkelsesværdig friskhed og elegance. Resultatet er velafbalancerede vine med fylde og kompleksitet, uden at de virker tunge.

Toro
Toro er kendt for nogle af Spaniens mest kraftfulde rødvine.
Det traditionsrige vinhus Bodegas Frutos Villar råder over vinmarker i flere af Spaniens anerkendte vinområder og producerer derfor vine under en række forskellige mærker. I vores sortiment har vi udvalgt vine fra Toro, som efter vores opfattelse repræsenterer områdets karakter på fornem vis. Vinene er klassiske Toro-vine med stor intensitet, moden frugt og et fyldigt udtryk. Vi importerer Puerto Majestad i flere kvalitetsniveauer samt Buen Chico, som begge er flotte repræsentanter for områdets særlige stil.


